Få hjælp til at gøre indholdet på din virksomheds hjemmeside mere brugervenligt. Den 6. artikel i temaet Skriv til nettet får du her: Brug tal i stedet for bogstaver.
Du lærte sandsynligvis i skolen, at hvis et tal er under 10, skal du skrive det med bogstaver, når det står i en løbende tekst. Glem den børnelærdom, når du skriver til nettet.
Tal = fakta
På nettet er tal lettere at læse, når de skrives som cifre og ikke som tal skrevet med bogstaver. Det hænger bl.a. sammen med den adfærd, de fleste af os – også dine kunder – har, når vi læser på nettet: Vi skimmer teksten (læs evt. mere om at skrive skimbart). Vi skimmer for at få et hurtigt overblik, men også fordi vi er på jagt efter fakta. Tal repræsenterer mere end noget andet fakta, og når tallene står som cifre i teksten, skiller de sig ud fra bogstaverne og fanger kundens øjne og opmærksomhed.
Hjælp kunden med at forstå de store tal
Når du skriver tekst til nettet, er det din opgave at gøre det let for kunden. Du kan godt skrive 4.000.000 (og ikke 4 millioner). Men mange har svært ved at afkode meget store tal med mange nuller, så lad være med at skrive 17.000.000.000 – skriv i stedet 17 milliarder.
Vil du vide mere om, hvorfor du bør skrive ‘8’ og ikke ‘otte’ i din webtekst, så anbefaler jeg brugervenlighedseksperten Jakob Nielsens artikel om emnet.
Kursus i at skrive til nettet?
Har du og dine medarbejdere brug for endnu flere gode skriveråd og effektive skriveøvelser, så husk, at I altid kan booke mig til et Skriv til nettet-kursus.