Mine kunders nyheder er også mine nyheder – i hvert fald i dette tilfælde.
Destinationsudvikling af Kongernes Nordsjælland er VisitNordsjællands ene udviklingsprojekt. Og her har man i 2 år bl.a. samarbejdet med lokalområdets aktører inden for turismeerhvervet for at skabe nye oplevelser til Nordsjællands gæster.
Samarbejdet har resulteret i en række oplevelsesruter, som viser de mange muligheder for ferie i Nordsjælland, lige fra bl.a. aktiv ferie og badeferie til kulturferie.
Oplevelsesruter med hver sin minihjemmeside på 3 sprog
Hver oplevelsesrute har sit eget lille univers, sin egen minihjemmeside på 10-11 undersider. Og alt findes på både dansk, engelsk og tysk. Bag produktionen af disse minihjemmesider står Webredaktricen.
VisitNordsjælland har lagt hele produktionen af webuniverserne ud til Webredaktricen. Derfor fungerer jeg som ekstern webredaktør, der sætter de enkelte oplevelsesruter op indenfor rammerne af VisitNordsjællands content management-system (cms). Jeg redigerer tekst og skriver den, der mangler, billedudvælger og -behandler og har overblikket. Desuden er jeg garant for, at brugervenligheden er i orden, så turisterne ikke farer vild. Og jeg er hende, der finder på snilde løsninger, når der lige er brug for fx en ny funktionalitet.
Drupal-baseret cms
Cms’et er bygget på Drupal og stillet til rådighed af VisitDenmark. Siden systemet blev taget i brug i forsommeren 2012, har jeg, ud over at opbygge oplevelsesruterne, løst en del opgaver i det. Bl.a. har jeg tilrettelagt og opbygget projektsitet Kompetenceudvikling. De mange timer i selskab med cms’et har sendt mig rundt i de fleste kroge, og der er efterhånden få funktioner, jeg ikke mestrer.
Vil du vide mere om Langs Den Danske Riviera, Kings Challenge eller nogen af de øvrige feriekoncepter, så finder du en oversigt over alle oplevelsesruterne her. I løbet af de næste måneder kommer der yderligere en række oplevelsesruter på hjemmesiden. Alle bliver produceret hos Webredaktricen.
Læs evt. også VisitNordsjællands nyhedsbrev, der fortæller om de nye feriekoncepter.