Har du svært ved at komme i gang med at skrive teksterne til din virksomheds hjemmeside. Måske kan denne skrivemetode hjælpe dig i gang?
Markøren står og blinker på den kridhvide, helt tomme baggrund. Stressende og møgirriterende. For du ved jo godt, hvad den der tekst til virksomhedens hjemmeside skal handle om. Sådan i store træk i hvert fald. Men ordene vil slet ikke komme. Og slet ikke i den rigtige rækkefølge, så teksten bliver lige i øjet.
Men prøv engang at stoppe. Du er ved at begå en af de allermest klassiske fejl, når det handler om at skrive: Du vil skrive den færdige tekst i ét hug. Uden tanke for at skrivning er en proces med flere faser, omskrivninger og redigering. På den måde kløjs du let i skriveprocessen, og det fører lynhurtigt til præstationsangst – som er den sande vej til skriveblokering. Og slet ingen tekster.
Prøv nonstopskrivning
Hvis din tekst ikke vil, som du vil, så prøv at nonstopskrive den i gang. Nonstopskrivning er den mest effektive metode, jeg kender, til at få sparket en tekst, der ikke lige har tænkt sig at dukke op af sig selv, i gang. Ligegyldigt om det er en webtekst eller en hvilken som helst anden tekst.
Nonstopskrivning består i, at du helt bogstaveligt skriver nonstop i fx fem minutter. Nonstopskrivning behøver ikke at have et emne, men når du bruger metoden til at kickstarte din faglige skrivning, er det din kommende teksts emne, der er nonstopskrivningens emne.
Glem din skolelærdom om kommaer og retskrivning
I skolen lærte du garanteret, at din tekst skulle være korrekt og uden stavefejl, at kommaerne skulle stå de rette steder, at du skulle skrive en disposition, og at teksten skulle være klar og logisk i sin opbygning. Det gælder stadig. Men bare ikke, når du nonstopskriver. For det er ikke det, det handler om her. Her handler det om at få hul på skriveriet og få idéer på papiret, både de åbentlyst brugbare og dem, som måske, måske ikke er det.
Sådan nonstopskriver du
Altså: Vælg dit emne. Sæt mobiltelefonen til at tælle ned fra fem minutter. Og gå i gang med at skrive. Uden at stoppe op undervejs. Uden at læse tilbage i det, du har skrevet. Uden at rette. Uden at tænke over, om det skrevne nu er korrekt eller klogt (der er ingen andre end dig selv, der skal læse det). Løber du tør for noget at skrive om emnet, så skriver du det. Får du ondt i hånden, skriver du det. Synes du, at nonstopskrivning er den mest tåbelige metode, du nogensinde har prøvet, så skriver du det – men prøv alligevel, om du kan vende tilbage til at skrive om dit emne igen. Bliv ved med at skrive hele tiden, til uret bipper.
Du kan nonstopskrive både i hånden og på computeren. For mig fungerer det kun på den gammeldags facon med papir og kuglepen, men hvis du hellere vil bruge pc’en, er det lige så godt. Har du en stationær pc, slukker du skærmen, så du ikke kan læse med. På en bærbar rykker du tekstbehandlingsprogrammet så langt ud over skærmens kant, at du næsten intet kan se af det skrevne.
Lad den indre censor holde fri, mens du nonstopskriver
Formålet med nonstopskrivningen er at få små udkast til din tekst ned på papiret eller skærmen. Små udkast, som du ikke allerede censurerede væk, inden de blev til skrevne ord. Ved at bruge denne metode slipper du af med den blanke skærm (eller det tomme stykke papir) og giver dig selv et råmateriale, du kan arbejde videre med. Måske er der kun to-tre brugbare sætninger i din nonstoptekst. Men de er der. Og der er slået hul på opgaven.
Det kan ofte være en god idé at lave nonstopskrivning på flere underemner. Når du derefter har flere forskellige input til din tekst, bevæger du dig fra skrivefasen til redigeringsfasen, hvor du sammenskriver, sætter kommaer, tjekker retskrivning osv. Dermed har du adskilt tekstproduktion og -revision og har givet dine tanker om emnet lov til at udfolde sig, inden din kritiske sans satte ind med at omformulere og korrigere dem.
Vent med søgemaskineoptimering m.m.
Er det en tekst til nettet, du skal skrive, er det også først i redigeringsfasen, at du skal give dig til at tænke over fx overskuelighed i opsætningen, underoverskrifter og søgemaskineoptimering (SEO). For de ting er ren teknik, som venstre hjernehalvdel er ekspert i at planlægge og vurdere. Men mens du kickstarter din tekst med nonstopskrivning, er det i stedet højre hjernehalvdels evne til ukritisk, helhedsorienteret produktion, du skal trække på. Med den arbejdsdeling får du gavn af begge evner – og teksten skrevet!