Skriv til nettet #1: Fokus på kunden

Webredaktricen sætter fokus på god webkommunikation. Derfor forærer jeg dig i den kommende tid en række råd om at skrive til nettet. Følg med i temaet, og få hjælp til at gøre virksomhedens hjemmeside mere brugervenlig. Den første artikel i temaet Skriv til nettet får du her: Fokus på kunden.

Tag altid udgangspunkt i kundens synsvinkel og fortæl hende, hvad hun kan bruge jeres produkter eller ydelser til. Det gør det nemt for hende at finde information, der er relevant for hende. Og det virker langt mere imødekommende end lange udredninger om, hvad du og din virksomhed har på hjerte.

Snyd ikke kunden for information
Webtekst med fokus på brugeren besvarer alle kundens hv-spørgsmål (hvem, hvad, hvorfor, hvordan osv.). Tænk over, hvilke informationer kunden har brug for. Hun må ikke sidde tilbage med følelsen af, at hun er blevet snydt for relevant information.

Husk, kunden ved ikke det samme som dig. Skriv derfor også det, du selv synes er åbenlyst og selvfølgeligt. På den måde tager du kunden ved hånden og giver hende et behageligt ophold på virksomhedens hjemmeside. Den gode oplevelse på hjemmesiden vil smitte af på hendes generelle vurdering af virksomheden.

Ingen kunder læser alt eller besøger alle undersider
Gentag gerne vigtige oplysninger – både på samme side og på flere forskellige sider. Dermed øger du kundens chance for at få øje på dem. For ingen læser alt eller besøger alle undersider. Eller som brugervenligheds-guruen Jakob Nielsen siger

(…) it’s the height of arrogance to assume that all of your customers are extraordinarily interested in everything you write (…)

 

Kursus i at skrive til nettet?
Har du og dine medarbejdere brug for endnu flere gode skriveråd og effektive skriveøvelser, så husk, at I altid kan booke mig til et Skriv til nettet-kursus.

Skrevet af Bente Hoffmann

Bente Hoffmann har arbejdet med kommunikation på nettet siden starten af 00'erne. I Webredaktricen er Bente din rådgiver om webkommunikation og online-tilstedeværelse, og hun er ekstern webredaktør og tekstforfatter.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.