Cookies: Bryder din virksomhed loven?

Får du samtykke fra dine kunder og brugere til at lægge cookies på deres computere? Hvis ikke, krænker du kunder og brugeres privatsfære. Det kan medføre bødestraf – og skabe utryghed og mistillid hos kunderne.

For 2 ½ år siden trådte Cookieloven i kraft. Dens formål er at give brugere en større beskyttelsen af privatsfæren, når de færdes på nettet. Det skal ske ved, at digitale tjenester oplyser om, at de bruger cookies m.m., som bliver lagret på brugerens computer, tablet, smartphone osv. Desuden skal de indhente samtykke hertil.

Public Domain-foto fra PixabayCookien er en lille tekstfil, som bliver gemt på din computer eller mobile enhed, når du besøger en hjemmeside. Cookien er en passiv fil og kan ikke sprede computervirus eller andre ondsindede programmer.

Har du statistik på din virksomheds hjemmeside, så bruger du cookies
Din virksomheds hjemmeside er også en digital tjeneste, og den efterlader sandsynligvis cookies på dine kunders computere m.m. Derfor skal du have cookiekontrol installeret. For blot din hjemmeside har tilknyttet statistik – og det har langt de fleste hjemmesider – bruger du cookies. Uden cookies ville det ikke kunne lade sig gøre at opsamle data om besøgene på hjemmesiden.

Bødestraf for ikke at overholde reglerne i cookiebekendtgørelsen
Der er sket meget, siden jeg skrev om cookiebekendtgørelsen for 1 ½ år siden. I dag bliver man på rigtig mange hjemmesider bedt om samtykke til, at der efterlades en eller flere cookies. Men der er også stadig en del virksomheder, som ikke beder om kundernes tilladelse. Dermed bryder de loven, for alle danske hjemmesider er omfattet af cookiereglerne (som også gælder i alle de øvrige EU-lande). Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, om cookiereglerne overholdes, og det er altid ejeren af en hjemmeside, der er ansvarlig for, at reglerne overholdes. Overholdes de ikke, kan din virksomhed straffes med bøde.

Cookiereglerne set i lyset af reglerne om beskyttelse af persondata
Man skal se cookiereglerne i lyset af reglerne om beskyttelse af persondata. Også selv om de fleste cookies ikke lagrer oplysninger, der kan identificerer en person. Fokusset på beskyttelse af persondata er stigende, og mange mennesker bekymrer sig om og er meget bevidste om at reducere overvågningen af deres adfærd på nettet. Derfor vil de vide, hvem der registrerer hvad om dem.

Vælger din virksomhed at se stort på reglerne i cookiebekendtgørelsen og undlade at bede om samtykke, sender du et signal om, at du ikke tager dine kunders ønske, om at vide hvad du registrerer, alvorligt. Det kan skabe mistillid og utryghed hos kunden. Og måske får det kunden til at vælge at handle et andet sted, hvor gennemsigtigheden er større.

Viden om og vejledning til cookiereglerne
Der er altså flere gode grunde til at implementere cookiekontrol på din virksomheds hjemmeside, hvis du ikke allerede har gjort det. På Erhvervsstyrelsens hjemmeside kan du få viden og vejledning om Cookieloven – både i uddybende og kortere versioner.

Vil du vide mere om cookies, samt hvordan de bliver brugt her hos Webredaktricen, så anbefaler jeg, at du også læser min beskrivelse af brug af cookies.

 

Skrevet af Bente Hoffmann

Bente Hoffmann har arbejdet med kommunikation på nettet siden starten af 00'erne. I Webredaktricen er Bente din rådgiver om webkommunikation og online-tilstedeværelse, og hun er ekstern webredaktør og tekstforfatter.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.